Poul Simon Hansen

Poul Simon Hansen

07.08.1974 - 18.05.2019

Til minde om Poul Simon Hansen

Mindeord for Poul Hansen, War Veterans, Blood Of Heroes Danmark, ved President John O. A. Nielsen.
Vores bror Poul er blevet taget fra sin familie, og fra os i klubben, under tragiske omstændigheder mens han var på ferie i USA. På den mest meningsløse måde man kan forestille sig. En kvinde er blevet anholdt for drabet, formentlig et røveri der gik galt, grunden får vi måske aldrig at vide. Men det vi ved er, at Poul var en god mand for Astrid, og en god far for Mikkel og Naja. I klubben var han en trofast og loyal bror. Når vi havde møder i klubben var han en lidt stille type, men når snakken faldt på missioner man havde været udsendt på, livede han op, og fortalte ivrigt om oplevelser han selv havde haft. Som så mange andre veteraner kom smilet frem, når der var ligesindede at snakke med. Og når snakken faldt på motorcykler, så tændte lysene i øjnene for alvor. Poul elskede at køre på mc, og havde allerede planer for hvad han ville når han kom tilbage fra sin tur til USA. Han ville gerne køre til Normandiet, for at være med til 75 års jubilæet for D dag, og så måske om et par år, endnu en tur til USA. Ligesom mange andre veteraner med barske oplevelser, fra deres udsendelser i bagagen, var det at køre på mc som medicin for Poul. Når man er udsendt som soldat, vandrer man så at sige i dødens skygge. Derfor virker det ekstra tragisk, at Poul som har været udsendt til verdens brændpunkter, skulle møde sin skæbne på ferie, mens hans udlevede sin drøm om at køre USA rundt på mc. Uretfærdigt, men sådan ville skæbnen det desværre. Uretfærdigt over for hans familie og venner, og ikke mindst over for Poul, som var i gang med at gøre det han elskede allermest. Det har selvfølgelig ramt hans familie utroligt hårdt, men også os i klubben er dybt berørt, hvordan og hvornår vi skal herfra ved vi ikke, og heldigvis for det. Og at det kan ske som lyn fra en klar himmel, ved vi godt, men at Poul skulle miste livet på denne måde, kun 44 år gammel, er så tragisk, at man får lyst til at skrige til himlen over uretfærdigheden i det. Poul havde været på flere missioner, udsendt fra Holstebro til Irak, udsendt fra Karup til Afghanistan og udsendt fra Skive til Kosovo. Poul havde oplevet nogle meget barske ting og været i livsfare. Men var kommet hjem, ramt på krop og sjæl af PTSD. Han fortjente at have haft mange år endnu sammen med familie og venner, og udleve sine drømme. Sådan skulle det desværre ikke være, og vi kan nu kun se tilbage på de gode stunder og oplevelser vi har haft sammen med Poul. Lad os bevare disse gode minder, og stå sammen om at hjælpe hans familie, på alle måder som vi kan. Vi i klubben er der for Astrid, og såfremt hun har, eller får brug for hjælp, er vi der for hende, Mikkel og Naja, for ligesom det gjaldt for Poul, gælder det nu for hans familie, NEVER ALONE.
Æret være Pouls minde.

Mindeord for Poul Hansen, War Veterans, Blood Of Heroes Danmark, ved President John O. A. Nielsen. Vores bror Poul er blevet taget fra sin familie, og fra os i klubben, under tragiske omstændigheder mens han var på ferie i USA. På den mest meningsløse måde man kan forestille sig. En kvinde er blevet anholdt for drabet, formentlig et røveri der gik galt, grunden får vi måske aldrig at vide. Men det vi ved er, at Poul var en god mand for Astrid, og en god far for Mikkel og Naja. I klubben var han en trofast og loyal bror. Når vi havde møder i klubben var han en lidt stille type, men når snakken faldt på missioner man havde været udsendt på, livede han op, og fortalte ivrigt om oplevelser han selv havde haft. Som så mange andre veteraner kom smilet frem, når der var ligesindede at snakke med. Og når snakken faldt på motorcykler, så tændte lysene i øjnene for alvor. Poul elskede at køre på mc, og havde allerede planer for hvad han ville når han kom tilbage fra sin tur til USA. Han ville gerne køre til Normandiet, for at være med til 75 års jubilæet for D dag, og så måske om et par år, endnu en tur til USA. Ligesom mange andre veteraner med barske oplevelser, fra deres udsendelser i bagagen, var det at køre på mc som medicin for Poul. Når man er udsendt som soldat, vandrer man så at sige i dødens skygge. Derfor virker det ekstra tragisk, at Poul som har været udsendt til verdens brændpunkter, skulle møde sin skæbne på ferie, mens hans udlevede sin drøm om at køre USA rundt på mc. Uretfærdigt, men sådan ville skæbnen det desværre. Uretfærdigt over for hans familie og venner, og ikke mindst over for Poul, som var i gang med at gøre det han elskede allermest. Det har selvfølgelig ramt hans familie utroligt hårdt, men også os i klubben er dybt berørt, hvordan og hvornår vi skal herfra ved vi ikke, og heldigvis for det. Og at det kan ske som lyn fra en klar himmel, ved vi godt, men at Poul skulle miste livet på denne måde, kun 44 år gammel, er så tragisk, at man får lyst til at skrige til himlen over uretfærdigheden i det. Poul havde været på flere missioner, udsendt fra Holstebro til Irak, udsendt fra Karup til Afghanistan og udsendt fra Skive til Kosovo. Poul havde oplevet nogle meget barske ting og været i livsfare. Men var kommet hjem, ramt på krop og sjæl af PTSD. Han fortjente at have haft mange år endnu sammen med familie og venner, og udleve sine drømme. Sådan skulle det desværre ikke være, og vi kan nu kun se tilbage på de gode stunder og oplevelser vi har haft sammen med Poul. Lad os bevare disse gode minder, og stå sammen om at hjælpe hans familie, på alle måder som vi kan. Vi i klubben er der for Astrid, og såfremt hun har, eller får brug for hjælp, er vi der for hende, Mikkel og Naja, for ligesom det gjaldt for Poul, gælder det nu for hans familie, NEVER ALONE. Æret være Pouls minde.

Til minde om Poul Simon Hansen

Tilføj indhold